Æstetisk kompetance og de 4 delkompetancer

Når det er jo ved at være et stykke tid siden jeg har skrevet her inde så jeg tænkte at det var ved at være på tide nu!

Jeg har i den sendere tid læst omkring Æstetiske læreprocesser, med særlig henblik på æstetiske kompetencer og de 4 delkompetencer som er en under teori under det første begreb.

Æstetisk kompetance

For at komme godt fra start med en forklaring på dette har jeg hentet en model som er lavet af Malcolm Ross som hedder: Model for undervisning af kunstfærdigheder:


                                                            
Jeg vil nu gå alle de forskellige elementer af modellen igennem, dette jeg skriver er mine egne noter fra bogen: "Æstetik og læring"

Legen:
- Legen er grundlaget for alt skabende arbejde
- legen er frivillig, lyst betonet, rummer flow
- rummer en frisættelse fra den konkrete virkelighed,fordi legen udfolder sig gennem billeder af virkeligheden og symbolsk repræsentation
- Vigtigt for pædagoger at skabe et frirum hvor der er plads til fordybelse og eksperimenter

Legen er altså rammen for at man kan udvikle sine æstetiske kompetencer. Det er igennem legen at man bosætter sig i sine egne indtryk, og jonglere med forskellige virkelighedsbilleder, og derigennem for man et nyt syn på sine tanker, og samtidig gøre legen det også muligt for individets impuls at komme til udtryk. legen er essentiel for æstetisk udvikling.

Impulsen:
Drivkraften i æstetisk virksomhed kan forstås som en impuls og en lyst til at skabe.
- Forsaget af en vis ubalance mellem individet og nye oplevelser som ikke kan rummes i erfaingsstruktueren.
(Der er altså her tale om en ubalance. Dette tolker jeg som en vis form for overstimulering, med dette menes der at man danner sig måske en masse indtryk af en hændelse eller et udtryk. Alle disse indtryk ophober sig så i kroppen og venter dermed på at komme ud og blive "skabt" med individet som skaber. Derved opstår der en impuls eller en lyst til at skabe noget udfra de indtryk som er blevet skabt, for måske at give plads til nye indtryk som på sigt også kan udvikle sig til en impuls.
- Vigtigt at skabe rammer for at deltagerne får gode muligheder for at tilegne sig fokuserede indtryk af verden.
Vigtigt at disse indtryk er stærke, for dermed at individet får lyst til at udtrykke sig omkring dem.

De 4 delkompetencer:

1. Skærpelse af sanser
2. Udvikling af fantasi
3. Udvikling af Mediekendskab
4. Udvikling af håndværk

Der er ingen rækkefølge på tilegnelsen af disse kompetencer ifølge Malcolm Ross, der er kun ét krav, som er at processen skal være båret af lyst og skal tage afsæt i legen som ramme.

Skærpelse af Sanser:
- Det er med sanserne, at vi oplever vores omverden.
- Sanserne er den berøringsflade som mennesket har med verden.
- træning af sanser = styrker evnen til at erkende verden.
- følelser knyttes til vores sanselige erfaringer
- indtryk bliver lagret som en helhed af sanseindtryk, følelser og erfaringer. Disse indtryk danner afsættet for den æstetiske læreproces, som omsættes til æstetiske udtryk og dermed udvikler følelses intelligens.
- "Barnet har brug for at udforske sanseindtryk, stole på egn evne til at opfatte indtryk og lære at sætte pris på sanseindtryk (Ross, 1996)

Udvikling af fantasi:
- "Det er i fantasiens mentale processer, at vi får ideer til at omsætte indtryk af verden til æstetiske udtryk"
- fantasien har forskellige fremtrædelses former:
- Den første vi anvender som små kaldes den rekonstruktive fantasi: Her drejer det sig om, at genskabe og fastholde billeder af sine oplevelser eks. gennem imiterende legeformer.
- man øver sig i at tænke (generelt) og tænke abstrakt igennem denne form.
- Dernæst kommer den konstruktive(skabende) fantasi: Den er kendetegnet ved at være grænseprængende i forhold til den konkrete virkelighed. Den kan fungere problemløsende, fabulerende og visionært og den kan sammensætte oplevelser og erfaringer på nye måder.
- "Fælles for alle fantasiformer er, at de manifesterer sig som forestillinger, som ideer, man eventuelt kan handle ud fra"
- fantasien er dog kun tankevirksomhed, hvilket betyder at kreativiteten må spille ind for at lade disse billeder komme til udtryk.
- Kreativitet betyder at kunne omsætte ideer til handling
- Ross mener at ideerne skal tage afsæt i betydningsfulde oplevelser som har følelsesmæssig betydning.

Udvikling af mediekendskab:
-"For at producere personlige billeder, der optager følelsesimpulsen i sig, og som bygger følelsesintelligensen op, må barnet få kendskab til egenskaberne ved de forskellige ekspressive medier,deres karakter og potentiale som udtryksmidler" (Ross 1978)
- Det at udtrykke sig kreativt er selve kernen i den æstetiske læreproces derfor har man brug for et passende medie at udtrykke sig igennem.
- "Et æstetisk medie er et system af kulturelle koder, der tilbyder sig som potentiel arena for den enkeltes skabertrang".

Udvikling ag håndværk:

- for at man kan andvende de forskellige medier som udtryksform, er det i den sammenhæng nødvendigt at kunne mestre det valgte medie. Vis man eks. vil udtrykke sig igennem musik som medie er det vigtigt at man har færdigheder inde for det instrument(håndværk) man vælger.
- Arbejdet med at tilegne sig færdigheder i håndværket er en syntese mellem mesterlære og "learning by doing".

Projektet's 5. gang = projektet afsluttes

Projektet har nu været igennem sin sidste fase. Denne gang skulle børnene genfortælle historien til mig. Allerede da vi kom op i projektrummet spurgte jeg drengen om hvad titlen på historien var, og uden hjælp svarede han korrekt, hvilket var første gang i de 5 projektgange. Dette var en virkelig god start og resten af gangen gik super godt. Det forgik på den måde at jeg, lige som mange af de andre gange, stilte forskellige spørgsmål som havde relevans for historien, Jeg brugte samtidig bogens billeder og kuffertens forskellige konkreter, til at hjælpe og guide dem i fortællingen. Mine tanker her går på at børnene var rigtig gode til at huske historien om lille Guldlok, måske for gode, der var nemlig et element af uorden i forhold til hvem der skulle fortælle hvad. ”Pausehatten” som jeg havde introduceret 2. gang vi lavede projektet, havde ikke været en kontinuerlig artefakt i projektet, hvilket gjorde at de to børn, kunne havde nogle vanskeligheder med at give hinanden plads til at svare på spørgsmålet. Man kunne her fundere over, om at dette ville havde gået mere glidende, vis hatten havde været en fast genstand i projektet. Dog vil jeg sige at jeg fandt det meget svært at vedligeholde hattens vigtighed, da de andre projektgange, mere var præget af en fælles indsats fra børnenes side, frem for at det skulle være tur baseret og skolelære agtigt.

Som sagt var børnene utrolig gode til at huske forskellige scener i fortællingen. De kunne huske vis skål der var vis, hvad bjørnefar sagde da han fandt ud af at nogle havde siddet i hans stol, ja drengen kunne sågar huske at bjørnemor, ikke bare havde brokket sig over at Guldlok havde siddet i hendes stol, men også at Guldlok havde flyttet stolen, hvilket jeg blev meget positivt overrasket over. Man kan sige i denne forbindelse, at pigens måde at fortælle historien var utrolig overordnet og megetoverskuelig, da hun var meget kendt med historien, hvilket gjorde han hun nærmest skøjtede over handlingen uden problemer. Hvor drengens måde at anskue opgaven på lå mere i detalgerne. Det var ham der huskede de små finesser og nærmest skjulte aspekter i historien, som jeg havde læst op, men ikke som sådan var essentielle i handlingsforståelse, eller måske var det lige netop det for ham. Små milepæle hvor han kunne sætte et flag i jorden, og huske hvor i historien vi var, lige som Hans og Grete der lægger små brødkrummer ud for at finde vej, kan han samtidig også lægge små hukommelses krummer ud i handlingen, hvor han kan samle dem op hen ad vejen, og dermed finde en vej igennem.

Puha sikke en metafor, gad vide om den holder? Hmm.. den pynter i hvert fald ikke destro mindre. Men overordnet set har det været et virkelig spænende projekt. Jeg føler virkelig at jeg har flyttet mig. Jeg vil sige at jeg følte meget her til sidst at jeg ikke fik afsluttet det så godt som jeg ville. Som min vejleder og jeg snakkede om efter projektet, så er afslutningen lige så vigtigt som starten, og min afslutning var en meget flyvsk og flydene substans, og det er super ærgerligt  da jeg samtidig har gjort meget ud af, og har fået ros for, at være uhyre konkret og præsis i forhold til projektets formål, ramme, og mine forventninger til børnene. Snakken til vejledning gik også på at jeg havde flyttet mit fokuspunkt løbende i projektet. Jeg troede da jeg startede projektet, at jeg ville få en højere forståelse for, hvordan man kan lave UMD med børn med autismespektrumsforstyrelser. Jeg havde regnet med at vi skulle prøve at spille bjørne, og samtidig også spille nogle scener fra historien. Men jeg fandt hurtigt ud af at mine forventninger til mig selv og projektet skulle tilpasses. Allerede tidligt fik jeg et syn på min egen rolle som tovholder på projektet: Hvordan var jeg i rummet sammen med børnene? Var jeg en god fortæller? Havde jeg forberedt mig godt nok? Var det for svært eller for nemt? Altså mange tanker om hvordan jeg klaret mig, ikke børnene. Mine forventninger, som syntes meget store, blev kogt ned med tiden, og jeg lærte at se de små ting, de små succeser. Jeg tror at grunden til at jeg havde så store forventninger til projektet, var at denne praktik.. for det 1. er det den sidste praktik, hvilket stiller nogle højere krav til mig som studerende i forhold til det faglige aspekt i det pædagogiske arbejde jeg laver. Samtidig var dette projekt meget kort, hvilket gjorde at jeg følte at jeg dermed var nød til at nå så meget som muligt. I min 2, praktik havde jeg også et projekt i form af et værksted. Dette projekt var til dels nemmere at forholde sig til, da det, både var inde for almen området, og at det var et længere forløb. Her var rammen en anden og tiden var også en anden, hvilket jeg personligt havde brug for at tilpasse mig. Når det så et sagt, vil jeg sige at jeg har fået meget mere ud af dette projekt, end i det i min 2. praktik. Den selvreflektion og de forbehold og tanker jeg har skulle lave i forhold til de børn der skulle deltage, har været super gode. Samtidig har det hjulpet utrolig meget at min vejleder har været observator hele vejen og dermed har kunne se ting, som jeg muligvis ikke opfattede. Dette gjorde at både projektet, men også de pågældende vejledninger's kvalitet, blev øget stort.

Man må sige at det ikke blev den store Shakespeare oplevelse. Nej vi fik ikke spillet teater, og nej vi fik ingen sminke. Men det var sgu en hyggelig tid vi havde sammen, hvor vi grinte og lærte hinanden at kende, og er det ikke det som pædagogfaget handler om i sidste ende? At være i og arbejde med relationen til det enkelte menneske? Jeg mener i hvert fald at denne kvalitet er en af grundstenene i den pædagogiske praksis.