Projektet har nu været igennem sin
sidste fase. Denne gang skulle børnene genfortælle historien til
mig. Allerede da vi kom op i projektrummet spurgte jeg drengen om
hvad titlen på historien var, og uden hjælp svarede han korrekt,
hvilket var første gang i de 5 projektgange. Dette var en virkelig
god start og resten af gangen gik super godt. Det forgik på den måde
at jeg, lige som mange af de andre gange, stilte forskellige
spørgsmål som havde relevans for historien, Jeg brugte samtidig
bogens billeder og kuffertens forskellige konkreter, til at hjælpe
og guide dem i fortællingen. Mine tanker her går på at børnene
var rigtig gode til at huske historien om lille Guldlok, måske for
gode, der var nemlig et element af uorden i forhold til hvem der
skulle fortælle hvad. ”Pausehatten” som jeg havde introduceret
2. gang vi lavede projektet, havde ikke været en kontinuerlig
artefakt i projektet, hvilket gjorde at de to børn, kunne havde
nogle vanskeligheder med at give hinanden plads til at svare på
spørgsmålet. Man kunne her fundere over, om at dette ville havde
gået mere glidende, vis hatten havde været en fast genstand i
projektet. Dog vil jeg sige at jeg fandt det meget svært at
vedligeholde hattens vigtighed, da de andre projektgange, mere var
præget af en fælles indsats fra børnenes side, frem for at det
skulle være tur baseret og skolelære agtigt.
Som sagt var børnene utrolig gode til
at huske forskellige scener i fortællingen. De kunne huske vis skål
der var vis, hvad bjørnefar sagde da han fandt ud af at nogle havde
siddet i hans stol, ja drengen kunne sågar huske at bjørnemor,
ikke bare havde brokket sig over at Guldlok havde siddet i hendes
stol, men også at Guldlok havde flyttet stolen, hvilket jeg blev
meget positivt overrasket over. Man kan sige i denne forbindelse, at
pigens måde at fortælle historien var utrolig overordnet og
megetoverskuelig, da hun var meget kendt med historien, hvilket
gjorde han hun nærmest skøjtede over handlingen uden problemer.
Hvor drengens måde at anskue opgaven på lå mere i detalgerne. Det
var ham der huskede de små finesser og nærmest skjulte aspekter i
historien, som jeg havde læst op, men ikke som sådan var essentielle i handlingsforståelse, eller måske var det lige netop
det for ham. Små milepæle hvor han kunne sætte et flag i jorden,
og huske hvor i historien vi var, lige som Hans og Grete der lægger
små brødkrummer ud for at finde vej, kan han samtidig også lægge
små hukommelses krummer ud i handlingen, hvor han kan samle dem op hen ad vejen, og dermed finde en vej igennem.
Puha sikke en metafor, gad vide om den
holder? Hmm.. den pynter i hvert fald ikke destro mindre. Men
overordnet set har det været et virkelig spænende projekt. Jeg
føler virkelig at jeg har flyttet mig. Jeg vil sige at jeg følte
meget her til sidst at jeg ikke fik afsluttet det så godt som jeg
ville. Som min vejleder og jeg snakkede om efter projektet, så er
afslutningen lige så vigtigt som starten, og min afslutning var en
meget flyvsk og flydene substans, og det er super ærgerligt da jeg
samtidig har gjort meget ud af, og har fået ros for, at være uhyre
konkret og præsis i forhold til projektets formål, ramme, og mine
forventninger til børnene. Snakken til vejledning gik også på at
jeg havde flyttet mit fokuspunkt løbende i projektet. Jeg troede da
jeg startede projektet, at jeg ville få en højere forståelse for,
hvordan man kan lave UMD med børn med autismespektrumsforstyrelser.
Jeg havde regnet med at vi skulle prøve at spille bjørne, og
samtidig også spille nogle scener fra historien. Men jeg fandt
hurtigt ud af at mine forventninger til mig selv og projektet skulle
tilpasses. Allerede tidligt fik jeg et syn på min egen rolle som
tovholder på projektet: Hvordan var jeg i rummet sammen med børnene?
Var jeg en god fortæller? Havde jeg forberedt mig godt nok? Var det
for svært eller for nemt? Altså mange tanker om hvordan jeg klaret
mig, ikke børnene. Mine forventninger, som syntes meget store, blev
kogt ned med tiden, og jeg lærte at se de små ting, de små
succeser. Jeg tror at grunden til at jeg havde så store
forventninger til projektet, var at denne praktik.. for det 1. er det
den sidste praktik, hvilket stiller nogle højere krav til mig som
studerende i forhold til det faglige aspekt i det pædagogiske
arbejde jeg laver. Samtidig var dette projekt meget kort, hvilket
gjorde at jeg følte at jeg dermed var nød til at nå så meget som
muligt. I min 2, praktik havde jeg også et projekt i form af et
værksted. Dette projekt var til dels nemmere at forholde sig til, da
det, både var inde for almen området, og at det var et længere
forløb. Her var rammen en anden og tiden var også en anden, hvilket
jeg personligt havde brug for at tilpasse mig. Når det så et sagt,
vil jeg sige at jeg har fået meget mere ud af dette projekt, end i
det i min 2. praktik. Den selvreflektion og de forbehold og tanker
jeg har skulle lave i forhold til de børn der skulle deltage, har
været super gode. Samtidig har det hjulpet utrolig meget at min
vejleder har været observator hele vejen og dermed har kunne se
ting, som jeg muligvis ikke opfattede. Dette gjorde at både
projektet, men også de pågældende vejledninger's kvalitet, blev
øget stort.
Man må sige at det ikke blev den store
Shakespeare oplevelse. Nej vi fik ikke spillet teater, og nej vi fik
ingen sminke. Men det var sgu en hyggelig tid vi havde sammen, hvor
vi grinte og lærte hinanden at kende, og er det ikke det som
pædagogfaget handler om i sidste ende? At være i og arbejde med
relationen til det enkelte menneske? Jeg mener i hvert fald at denne
kvalitet er en af grundstenene i den pædagogiske praksis.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar