Projektet's 5. gang = projektet afsluttes

Projektet har nu været igennem sin sidste fase. Denne gang skulle børnene genfortælle historien til mig. Allerede da vi kom op i projektrummet spurgte jeg drengen om hvad titlen på historien var, og uden hjælp svarede han korrekt, hvilket var første gang i de 5 projektgange. Dette var en virkelig god start og resten af gangen gik super godt. Det forgik på den måde at jeg, lige som mange af de andre gange, stilte forskellige spørgsmål som havde relevans for historien, Jeg brugte samtidig bogens billeder og kuffertens forskellige konkreter, til at hjælpe og guide dem i fortællingen. Mine tanker her går på at børnene var rigtig gode til at huske historien om lille Guldlok, måske for gode, der var nemlig et element af uorden i forhold til hvem der skulle fortælle hvad. ”Pausehatten” som jeg havde introduceret 2. gang vi lavede projektet, havde ikke været en kontinuerlig artefakt i projektet, hvilket gjorde at de to børn, kunne havde nogle vanskeligheder med at give hinanden plads til at svare på spørgsmålet. Man kunne her fundere over, om at dette ville havde gået mere glidende, vis hatten havde været en fast genstand i projektet. Dog vil jeg sige at jeg fandt det meget svært at vedligeholde hattens vigtighed, da de andre projektgange, mere var præget af en fælles indsats fra børnenes side, frem for at det skulle være tur baseret og skolelære agtigt.

Som sagt var børnene utrolig gode til at huske forskellige scener i fortællingen. De kunne huske vis skål der var vis, hvad bjørnefar sagde da han fandt ud af at nogle havde siddet i hans stol, ja drengen kunne sågar huske at bjørnemor, ikke bare havde brokket sig over at Guldlok havde siddet i hendes stol, men også at Guldlok havde flyttet stolen, hvilket jeg blev meget positivt overrasket over. Man kan sige i denne forbindelse, at pigens måde at fortælle historien var utrolig overordnet og megetoverskuelig, da hun var meget kendt med historien, hvilket gjorde han hun nærmest skøjtede over handlingen uden problemer. Hvor drengens måde at anskue opgaven på lå mere i detalgerne. Det var ham der huskede de små finesser og nærmest skjulte aspekter i historien, som jeg havde læst op, men ikke som sådan var essentielle i handlingsforståelse, eller måske var det lige netop det for ham. Små milepæle hvor han kunne sætte et flag i jorden, og huske hvor i historien vi var, lige som Hans og Grete der lægger små brødkrummer ud for at finde vej, kan han samtidig også lægge små hukommelses krummer ud i handlingen, hvor han kan samle dem op hen ad vejen, og dermed finde en vej igennem.

Puha sikke en metafor, gad vide om den holder? Hmm.. den pynter i hvert fald ikke destro mindre. Men overordnet set har det været et virkelig spænende projekt. Jeg føler virkelig at jeg har flyttet mig. Jeg vil sige at jeg følte meget her til sidst at jeg ikke fik afsluttet det så godt som jeg ville. Som min vejleder og jeg snakkede om efter projektet, så er afslutningen lige så vigtigt som starten, og min afslutning var en meget flyvsk og flydene substans, og det er super ærgerligt  da jeg samtidig har gjort meget ud af, og har fået ros for, at være uhyre konkret og præsis i forhold til projektets formål, ramme, og mine forventninger til børnene. Snakken til vejledning gik også på at jeg havde flyttet mit fokuspunkt løbende i projektet. Jeg troede da jeg startede projektet, at jeg ville få en højere forståelse for, hvordan man kan lave UMD med børn med autismespektrumsforstyrelser. Jeg havde regnet med at vi skulle prøve at spille bjørne, og samtidig også spille nogle scener fra historien. Men jeg fandt hurtigt ud af at mine forventninger til mig selv og projektet skulle tilpasses. Allerede tidligt fik jeg et syn på min egen rolle som tovholder på projektet: Hvordan var jeg i rummet sammen med børnene? Var jeg en god fortæller? Havde jeg forberedt mig godt nok? Var det for svært eller for nemt? Altså mange tanker om hvordan jeg klaret mig, ikke børnene. Mine forventninger, som syntes meget store, blev kogt ned med tiden, og jeg lærte at se de små ting, de små succeser. Jeg tror at grunden til at jeg havde så store forventninger til projektet, var at denne praktik.. for det 1. er det den sidste praktik, hvilket stiller nogle højere krav til mig som studerende i forhold til det faglige aspekt i det pædagogiske arbejde jeg laver. Samtidig var dette projekt meget kort, hvilket gjorde at jeg følte at jeg dermed var nød til at nå så meget som muligt. I min 2, praktik havde jeg også et projekt i form af et værksted. Dette projekt var til dels nemmere at forholde sig til, da det, både var inde for almen området, og at det var et længere forløb. Her var rammen en anden og tiden var også en anden, hvilket jeg personligt havde brug for at tilpasse mig. Når det så et sagt, vil jeg sige at jeg har fået meget mere ud af dette projekt, end i det i min 2. praktik. Den selvreflektion og de forbehold og tanker jeg har skulle lave i forhold til de børn der skulle deltage, har været super gode. Samtidig har det hjulpet utrolig meget at min vejleder har været observator hele vejen og dermed har kunne se ting, som jeg muligvis ikke opfattede. Dette gjorde at både projektet, men også de pågældende vejledninger's kvalitet, blev øget stort.

Man må sige at det ikke blev den store Shakespeare oplevelse. Nej vi fik ikke spillet teater, og nej vi fik ingen sminke. Men det var sgu en hyggelig tid vi havde sammen, hvor vi grinte og lærte hinanden at kende, og er det ikke det som pædagogfaget handler om i sidste ende? At være i og arbejde med relationen til det enkelte menneske? Jeg mener i hvert fald at denne kvalitet er en af grundstenene i den pædagogiske praksis.